Kronprinsesse Mary indviede nyt livreddertårn i Tversted

TrygFonden Kystlivrednings nye livreddertårn på Tversted Strand blev indviet af Kronprinsessen

Mere end 10 år siden

I år er det første sæson, at TrygFonden Kystlivrednings specialuddannede kystlivreddere holder øje med badegæsterne på Tversted Strand. Det blev i dag markeret med tårnets officielle indvielse, ved Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen.

Fremover kan badegæsterne altså føle sig ekstra trygge, når de kaster sig i bølgerne ved Tversted Strand. TrygFonden Kystlivrednings livreddere tog nemlig i dag hul på første sæson på stranden og vil fremover holde et vågent øje med badegæsterne i løbet af sommeren.

I dag, mandag, klokken 12.00, indviede Dansk Svømmeunions protektor Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen det rød-hvide livreddertårn, med en spand havvand ved en lille ceremoni, hvor også Hjørrings borgmester Arne Boelt deltog. Livredderne fra TrygFonden Kystlivredning lavede opvisning om badesikkerhed, og der var besøg fra TrygFonden Kystlivrednings LivredderPatrulje, som afviklede aktiviteter med børnene.

TrygFonden Kystlivredning havde derudover også inviteret elever fra den lokale skole, til at være med til indvielsen.

TrygFonden Kystlivredning er et non-kommercielt samarbejde mellem TrygFonden og Dansk Svømmeunion, og Kronprinsessen er protektor for Dansk Svømmeunion.

- Det er en stor glæde, at Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen indvier livreddertårnet og derved medvirker til at sætte fokus på badesikkerhed og vigtigheden af at kunne svømme. Som tidligere livredder og konkurrencesvømmer er Kronprinsessen et rigtig godt forbillede, siger direktør i Dansk Svømmeunion, Pia Holmen.

Når flaget er hejst, er livredderne på vagt

Det nye livreddertårn på Tversted Strand er udstyret med en hjertestarter, rescue boards, båd og andet førstehjælpsudstyr, og de specialuddannede kystlivreddere vil være på vagt hver dag i badesæsonen fra klokken 11.00 til 19.00. Et flag i toppen af livredderposten betyder, at der er livreddere på vagt, og den primære zone, som livredderne overvåger, er markeret med rød/gule flag i strandkanten. Erfaringer viser, at livredderne har travlt.

- Sidste sommer havde vi et fantastisk vejr i det meste af badesæsonen, og det betød, at livredderne havde ekstra travlt. Livredderne gennemførte 60.760 indsatser i hele landet, som bl.a. inkluderer almindelig førstehjælp ved brandsår efter brandmænd, dehydrering og bistik. Samtidig er der meget forebyggende arbejde, hvor livredderne giver strandgæsterne råd om vand- og vejrforhold, og på den måde er de med til at forhindre ulykker i at opstå. Ud af det samlede antal indsatser vurderes de 31 som aktioner, hvor personer har været i livsfare, fortæller René Højer.

Kommentarer & synes godt om