Mød Naturstyrelsen på Naturmødet

Byg dit eget insekthotel, stem din nabo ud i naturen og hør om skovenes muligheder

Mød Naturstyrelsen på Stand 29 til Naturmødet i Hirtshals. Du kan blandt andet bygge dit eget insekthotel, stemme din nabo ud i naturen og høre om skovenes mange muligheder for friluftsliv tæt på din by.

Når folkemødet om natur over tre dage går i gang på torsdag, er det med mulighed for at møde Naturstyrelsen. Alle er velkomne til at besøge os på standen, hvor man kan høre om spændende naturprojekter, partnerskaber og om dit lokale naturområde.

På standen kan du blandt andet få en snak med en naturvejleder om naturens insekthoteller – og du kan få hjælp til at bygge dit eget insekthotel, så du også hjemme i haven kan hjælpe biodiversiteten på vej. 

Naturstyrelsen arbejder blandt andet med at sikre, at borgere kan opleve naturen både nu og i fremtiden. Derfor kan du høre mere om, hvordan partnerskaber med Naturstyrelsen kan skabe nye muligheder for friluftsliv.

Naturstyrelsen vil også deltage i nogle debatter på Naturmødet. Blandt andet om der er plads til naturen i Danmarks natur, om fremtidens partnerskaber i vores fælles natur og om friluftsliv og naturoplevelser i de kommende urørte skove.

Det kan du opleve i Naturstyrelsens telt

Naturstyrelsen holder til på stand 29 i området The Village.

Torsdag, den 23. maj 2019:

Klokken 14.00 - 19.00: Standen er åben. Kom og byg dit eget insekthotel — og hør om naturområder og naturprojekter.

Klokken 15.45 - 16.00: Oplæg om sammenbinding af naturarealer – og om landmanden som naturforvalter.

Fredag, den 24. maj 2019:

Klokken 9.00 - 19.00: Standen er åben. Kom og byg dit eget insekthotel — og hør om naturområder og naturprojekter.

Klokken 14.15 - 14.30: Oplæg om bæver som økologisk nøgleart.

Klokken 16.15 - 16.30: Oplæg om bekæmpelse af den invasive planteart: rynket rose.

Lørdag, den 25. maj 2019:

Klokken 10.00 - 16.00: Standen er åben. Kom og byg dit eget insekthotel — og hør om naturområder og naturprojekter.

Kommentarer & synes godt om