Danmarkspremiere på den danske spillefilm Klumpfisken

Hjørring Biocenter byder velkommen til premiere på filmen som er optaget i Hirtshals

Vær opmærksom på at denne artikel var akutel for 1713 dage siden

Søndag den 23. februar inviterer produktionsselskabet Film Maker, filmdistributør SF Film A/S, Hjørring Biocenter og Nordsøen Oceanarium til Danmarkspremiere på Søren Balles spillefilmsdebut ”Klumpfisken”. ”Klumpfisken” er optaget i april måned 2013 og alle optagelser foregik på locations i Hirtshals og omegn – bl.a. også på Nordsøen Oceanarium – og netop derfor er der Danmarkspremiere i Hjørring. Inden filmstart kl. 18.00 er der velkomst og reception på Nordsøen Oceanarium fra kl. 16.00, hvor der er mulighed for at møde holdet bag og skuespillerne. Kl. 17.00 er der afgang til Hjørring Biocenter, hvor der er rød løber, velkomst og introduktion af instruktør Søren Balle.

Ganske kort om ”Klumpfisken”:

45-årige Kristian, kaldet Kesse (Henrik Birch), er tredje generations fisker bosat i Nordjylland ved vindblæste Hirtshals. Nye tider i fiskeriet lægger pres på fiskerne, og Kesse kæmper en desperat kamp for at holde hovedet oven vande og kreditorerne for døren. Kesse tvinges derfor ud i mere lyssky metoder, som bl.a. fører til mødet med den kvindelige havbiolog Gerd (Susanne Storm) fra København. Trods deres åbenlyse forskelligheder forelsker de sig i hinanden, og Kesse står pludselig overfor det svære valg om, hvorvidt han skal fortsætte med at kæmpe for det liv, han kender så godt, eller starte på en frisk.

Medvirkende: Henrik Birch, Susanne Storm, Lars Topp Thomsen, Mikkel Vadsholt og Jacob Hauberg Lohmann

”Klumpfisken” er baseret på Lærke Sanderhoffs anmelderroste teaterstykke ”Klumpfisken”, som fik premiere på FÅR302 i København i 2008, og også havde Henrik Birch og Lars Topp Thomsen på rollelisten. ”Klumpfisken” modtog i 2009 en Reumert i kategorien ”Årets, Store Lille Forestilling”, mens Henrik Birch også var nomineret en Reumert pris for ”Bedste Mandlige Skuespiller”. Lærke Sanderhoff har sammen med Søren Balle skrevet manuskriptet til spillefilmen ”Klumpfisken”.

Ved Danmarkspremieren deltager bl.a. instruktør Søren Balle, der oprindelig er fra Løgstør, manuskriptforfatter Lærke Sanderhoff, der er født og opvokset i Hjørring, producer Claudia Siesbye Halsted samt en række af skuespillerne fra ”Klumpfisken” herunder Henrik Birch og Susanne Storm, der har hovedrollerne. Ved Danmarkspremieren deltager desuden en række af de lokale skuespillere, der har haft mindre biroller i ”Klumpfisken”.

”Klumpfisken” fik sin Verdenspremiere ved Gøteborg International Film Festival i januar, hvor den deltog i konkurrencen om en Dragon Award for Bedste Nordiske Film.

”Klumpfisken” får premiere i biografer over hele landet fra torsdag den 6. marts.

Instruktørens kommentar:

- Som nordjyde har jeg ofte savnet danske film, som skildrer et miljø udenfor de store byer. Film, der tør fortælle de historier, der gemmer sig i de små oversete jyske miljøer, og samtidig gør det ærligt, i øjenhøjde og uden at pege fingre. Jeg er selv opvokset i den fjerne del af landet og måske netop derfor, skulle jeg lave ”Klumpfisken”, skriver Søren Balle.

Kommentarer & synes godt om



Denne reklameplads er ledig, kunne din virksomhed få gavn af pladsen? Så læs mere her:

Læs mere om annoncering