Rejsen Nordsøen Rundt på 30 dage slutter i morgen

I år fylder Nordsøen Oceanarium 30 år, i den forbindelse har Anders Østerby rejst Nordsøen rundt

Mere end 13 år siden

I 2014 fylder Nordsøen Oceanarium i Hirtshals 30 år. I den forbindelse har vi blandt andet sendt en af vore medarbejdere, Anders Østerby, på en 30 dages rejse rundt om Nordsøen i juli-august. Denne rejse slutter i morgen, hvor han kl. 13.23 står af toget ved Lilleheden station, samme station som rejsen begyndte d. 18. juli.

På rejsen, der på ægte globetrotter-manér foregik med tog, færger og et enkelt fly, besøgte han udvalgte byer og naturreservater, såvel som kultur- og naturperler. Desuden samlede han et historisk tilbageblik på Nordsøen og de omliggende lande undervejs – hvordan har udviklingen været omkring Nordsøen i de sidste 30 år?

Specielt udvalgte var de tre fiskerisamfund: Austevoll (Norge), Grimsby (England) og Urk (Holland), som alle blev portrætteret sammen med Hirtshals i udstillingen ”Nordsøen Rundt” (1987-89) på det daværende Nordsømuseum. Samtidig forsøgte Anders at finde svar på nogle af de spørgsmål og opgaver, som kollegerne på Oceanariet har stillet – bl.a. brug af lokale råvarer, håndtering af forladte sælunger og meget andet.

Under rejsen blev der dagligt rapporteret om rejsens forløb på Oceanariets hjemmeside og Facebook-profil – ligesom de sociale og øvrige medier blev brugt til at skabe opmærksomhed på rejsen for en bredere skare. Det er noget der har givet pote, Nordsøens facebook-siden ”Ekspedition Nordsøen” har fået flere end 200 flere følgere siden Anders tog afsted.

Som et produkt af rejsen vil der blive lavet en vandreudstilling, som blandt andet vil være at finde på Hjørring Bibliotek i november 2014. Desuden er der allerede aftalt en turné med 12 foredrag på pensionisthøjskoler under FOF-Vendsyssel og FOF-Aalborg.

Anders Østerby er 54 år og leder af Skoletjenesten på Nordsøen Oceanarium, hvor han arbejdet siden 1987 - året, hvor udstillingen ”Nordsøen Rundt” åbnede. Han underviser årligt 4-5000 elever og studerende – og er med til at servicere ligeså mange besøgende skoleelever. Han har rejst meget i de nordiske lande, mens Skotland, det østlige England og landene omkring den Engelske Kanal er ”nye opdagelser”.

Kommentarer & synes godt om