B75´s 40 års jubilæumssæson

B75 forsøger endnu en gang at spille sig i play-off til Stiga-divisionen

Mere end 13 år siden

En ny bordtennissæsonen er skudt i gang i Bordtennisklubben B75 fra Hirtshals; og dette for fyrretyvende gang…

Førsteholdstruppen i B75 består af de spillere, som spiller på klubbens første- og andethold i 1. hhv. 2. division. Klubbens tredjehold spiller også i 2. division.

B75 har til denne sæson forstærket sig med den norske mester Istvan Moldovan, som har spillet 12 år på den internationale pro-tour, og på det norske landshold fra 1996-2007 og i samme periode spillet alle EM, VM og landskampe. Herudover har Istvan en Bachelor i Sport Science og en European Master i Psychology of Sports. B75 arbejder på at skabe økonomi til ydermere at tilknytte Istvan til B75 som træner.

Polske Jakub Dorocinski er på andet år spillende træner i klubben. Jakub blev i sidste sæson en af 1. divisions mest vindende spillere, og han har netop været i Ochsenhausen i Sydtyskland, hvor han har spillet en Challenger-turnering imod nogle af fremtidens topspillere, blandt andet en franskmand placeret som nummer 54 på verdensranglisten.

Emil Jangvik fra Göteborg har spillet i B75 i 7 år. Han startede som en forstærkning til klubbens Junior-divisionshold, og har siden da spillet med i B75´s førsteholdstrup. Emil spiller en flot og chancebetonet offensiv stil.

Daniel Christensen fik sidste år sit gennembrud og blev gentagne gange inviteret med til den danske landsholdstræning i Brøndby. Daniel blev til nr. 4 ved Danmarks Top 12-stævne i U21-rækken, og i sidste uge vandt han under et træningsophold i Polen, over den Azerbaijanske Mester Farhan.

Martin Lund Nielsen spiller med en gejst og udstråling, som rækker langt ud over bordets kant, og fanger publikums begejstring hver gang han er i aktion. Martin var med i B75´s play-off kampe (om oprykning til Stigadivisionen), hvor han stod for den absolut største overraskelse og præstation ved at slå topspilleren Martin Cederlöf fra Kvik Næstved.

Alex Forshaw fra London i England er netop flyttet til Hirtshals for at være en del af B75s eksklusive træningsmiljø og spille på klubbens divisionshold.

Andreas Rokkjær og Jens Rosenbaum har begge trænet hårdt sommeren over og er begge to skarpe og klar til sæsonens udfordringer.

Truppen omkring klubbens tredjehold, som ligeledes spiller i 2. division består af de rutinerede herrer Lars Stobberup og Karsten ”Fidi” Mortensen, samt de unge seniorer Jonas Sørensen, Tobias Dyrendal og Mads Bedske og juniorspillerne Morten Iskov Christensen, Frederik Lund Kjeldsen og Ronni Graversen.

Sportschef Lars Rokkjær fortæller: "Jeg mener, at vi i år har en reel mulighed for at rykke op i Stigadivisionen. Istvan og Jakub kan på sine gode dage slå de fleste i 1. division, og flere af vores lokale spillere er gået meget frem i løbet seneste sæson og kan også sagtens lave gode resultater i både 1. og 2. division. Vi håber jo meget, at vi i vores jubilæumssæson, og samtidig den sæson, hvor vi indvier Danmarks bedste bordtennishal (nybygget bordtennishal ved Hirtshals Idrætscenter), kan sikre oprykning til Stiga-divisionen".

Såfremt målsætningen om førsteholdet´s oprykning til Stigadivisionen lykkes, bliver målsætningen for andetholdet i 2. division; en oprykning til 1. division; og kan klubbens tredjehold slutte midt i 2. division og dermed sikre sig en forbliven i rækken vil sæsonens mål være nået.

Første 1. divisionskamp spilles lørdag d. 13. september kl. 14.00 mod København BTK´s andethold på hjemmebanen Ulvkær Arena i Hirtshals. København er et meget spændende hold, som sandsynligvis kommer med 1-2 ungdomslandsholdspillere. Samme dag spiller tredjeholdet i 2. division imod Ribe BTK kl. 14.00 på udebane.

Søndag d. 14. september spiller 1. divisionsholdet ude mod SISU/MBK i Århus kl. 14.00, og kl 10.00 møder tredjeholdet Esbjerg i 2. division på udebane. Denne dag bliver det også til sæsondebut for B75's andethold i 2. division, når de hjemme i Ulvkær Arena kl. 10.00 tager imod Team Egedal fra Smørum.

Kommentarer & synes godt om