Danish Salmon vil lukke spildevand ud i Vesterhavet

Danish Salmon søger Hjørring Kommune om tilladelse til at lede 30 ton kvælstof i havet om året

Mere end 6 år siden

Danish Salmon søger nu Hjørring Kommune om permanent tilladelse til at lede 30 ton kvælstof i havet om året. Udledningen skal blandt andet forhindre svovlstank. Men naturfredningsfolkene synes ikke om den løsning, det skriver TV2Nord.

- Det kan ende med algesuppe iltsvind og fiskedød, som vi før har set, siger Jørgen Jørgensen, formand i Naturfredningsforeningen i Hjørring til TV2Nord.

Fiskefarmen i Hirtshals ser lige nu ingen muligheder for at holde kvælstoftallene på et lavere niveau.

- Vi har været for ambitiøse og kan ikke komme længere ned i restværdier til at starte på, siger Alex Jensen, medinvestor i Danish Salmon til TV2Nord.

Hjørring Kommune er indstillet på at strække sig langt - ifølge teknikformand Ole Ørnbøl ikke kun fordi man tænker erhvervsmuligheder og arbejdspladser, men især fordi der er tale om et miljørigtigt projekt.

- Mig bekendt er anlægget i Hirtshals den eneste fiskefarm baseret op saltvand. Der er visse problemer i det, men det får os ikke til at give op. Virksomheden har også gjort alt, hvad vi løbende har bedt dem om for at forbedre situationen. Vi er indstillet på at give dem en ny miljøtilladelse, siger Ole Ørnbøl, formand for Teknik & Miljø i Hjørring Kommune til TV2Nord.

Danish Salmon er et bioanlæg, hvor 90 procent af kvælstoffet er fjernet sammenlignet med en traditionel fiskefarm - og anlægget i Hirtshals er stort set kemikalie- og medicinfrit.

- Der er stadig problemer med at komme langt nok ned i restværdier, men det vil være en katastrofe at opgive hele projektet. Så bliver vi bombet ti år tilbage til de gamle forurenende havbrug, hvor der ikke er styr på gylle, medicinforbrug og spildevand. Det her projekt kræver idealisme og store investeringer, og det vil ingen binde an med igen, hvis vi må give op, siger Alex Jensen, Danish Salmon, til TV2Nord.

- Det er beklageligt, at de har fået så dårlig rådgivning fra start, at de er startet alt for ambitiøst ud. Lige nu ser det jo ud, som om man er ved at ende med et traditionelt, forurenende havbrug, siger naturfredningsformanden, Jørgen Jørgensen, til TV2Nord.

Vores reklamepladser vises over 7.000 gange om ugen!

Læs mere om annoncering

Kommentarer & synes godt om

Vores reklamepladser vises over 7.000 gange om ugen!

Læs mere om annoncering