Netto: Butikken i Hirtshals skal flytte til rådhuset
Nettos Hovedkvarter har nu bekræftet at butikken i Hirtshals skal flytte til rådhuset
I fredags tog Skipperposten kontakt til butikschefen i Netto på Skagerakvej 4 i Hirtshals, som fortalte at han angiveligt ikke kender noget til flytningen til dt gamle rådhus. Skipperposten har nu fra Nettos Hovedkvarter fået bekræftet at butikken skal flyttes og at de arbejder på planerne for flytningen.
- Det er korrekt vi arbejder på den her rådhusgrund som selvfølgelig er kendt af de lokale, den har været i offentligt udbud og vi har været heldige at vi sammen med de samarbejdspartnere som har budt ind sammen med os, i første omgang er blevet valgt til at arbejde videre, det fortæller Carsten Hadsbjerg, udviklingschef for Netto i Danmark, til Skipperposten.
Det betyder at Netto i øjeblikket afventer at en lokalplan for området udvikles i samarbejde med kommunen, og derudover er Netto ved at lave de skriftlige aftaler som er nødvendige til et sådant projekt.
- Det er noget vi har arbejdet på i ret mange år fordi vi har en ret god butik, dog med dårlige forhold med hensyn til parkeringspladser, det synes vi ikke er så godt lige nu. Men nu får vi forhåbentlig en dejlig stor ny butik i Hirtshals, med masser af parkeringspladser, fortæller Carsten Hadsbjerg, til Skipperposten.
Byggeriet, altså den nye Netto-butik, vil blive en kombination, altså hverken rådhuset eller biblioteket men noget helt nyt. Indtil nu har Netto dog ikke de endelige plantegninger for projektet klar.
- Først og fremmest, før vi er klar med plantegninger, har vi jo lokalplanen som skal laves og i sådan en plan kan der ske hvad som helst. Folk har blandt andet mulighed for at komme med indsigelser lokalplan og det kan jo være at der bliver et eller andet med højden eller hvor den nye butik skal ligge henne på grunden og så videre, men i øjeblikket planlægger vi og laver lokalplan i samarbejdet med kommunen, fortæller Carsten Hadsbjerg.
Netto skyder på at projektet med 99% sikkerhed bliver en realitet, men lokalplanen skal godkendes af Hjørring Kommune og før alle papier er skrevet under vil man ikke love noget med 100% sikkerhed. Derudover skal projektet jo i høring før man kan foretage byggeriet.
- Grunden til at butikschefen muligvis ikke ved noget er fordi at vi arbejder med 458 butikker rundt omkring i Danmark, og vi kan simpelthen ikke nå at informere hele vejen rundt, men når det så er sagt så tror jeg godt at han ved at vi arbejder på det her projekt, vi har meget tæt dialog med distriktschefen - og han ved det, afslutter Carsten Hadsbjerg, udviklingschef for Netto i Danmark.
- Kategori: Erhverv
- Område: Hirtshals
- Udskriv artiklen
- Reklamation






Kommentarer & synes godt om