Hirtshals Fyr runder sommeren af med udstilling
Akvareller placeret ´Mellem land og by´ tager gæsterne med på tur i kunstens verden
Hirtshals Fyr runder sommeren af med akvarel-udstilling, der tager gæsterne med på tur til land og by og det derimellem. Mellem land og by – et titlen på den kommende udstilling på Hirtshals Fyr, og titlen skal tages meget bogstaveligt.
En stor del af billederne er fra Nordjylland og en anden del er fra danske og udenlandske byer. Det, der er imellem, er rejser, både de faktiske, men også rejser i den abstrakte verden.
Akvarellerne strækker sig i teknik fra sansede, registrerede naturmotiver til sammensatte, collageagtige billedfortællinger. Mange af naturmotiverne har baggrund i traditionel naturalisme. Man kan se forbilleder i Winslow Homer, Anders Zorn, Edward Hopper, Poul Anker Bech, Lars Lerin og Andrew Wyeth for at nævne kunstnere der dækker et par århundred.
Den Danske – og Nordjyske - naturs skønhed og forfald i årets gang bliver registreret i et forløb, som kan strække sig fra frodig vækst til forblæste træer og udgået bevoksning. Men også byens natur og dens slitage er yndede motiver - i form af graffiti, reklamer, opråb og farveholdninger. Udstillingens billeder er derfor alle inspireret af den dynamik og nedslidning, der opstår mellem mennesker, naturen og byens facader.
En del af udstillingen er helliget IC4-togene
De står i Århus, Randers og Aalborg i massevis ved værkstederne og venter på bedre tider – eller på at en graffitimaler kommer forbi og markerer sig, som en understregning af skandalens omfang. De er typiske motiver for både Land og by, og det der er imellem.
Rejsebillederne og de andre billeder der er imellem kommer langt omkring, både i himmelstrøg og i penselstrøg. I nogle tilfælde kombinerer de akvarellen med andre medier som afskårne fotos og får karakter af collage.
Peter Vilhelm Nielsen debuterede i 1981 på Kunstnernes Sommerudstilling. Han arbejder med akvarel og collage. Han er medlem af flere udstillingsgrupper og har udstillet i forskellige sammenhænge i Danmark, Frankrig, Finland, Belgien, Sverige, Tyskland, Litauen, Italien og USA.
Det bliver til plakater og illustrationer til tidsskrifter samt lejlighedsvis akvareller og collager til firmaet Go-Cards postkortserie. Han er medlem af Aalborg Kunstpavillons Kunstneriske Råd, underviser på Aalborg Universitet i Aalborg og København. I en årrække har han været medlem af bestyrelsen for Nordisk Akvarelselskab og medlem af bestyrelsen for Nordisk Akvarelmuseum i Sverige fra 2006 til 2014.
- Kilder: Pressemeddelse, Hirtshals Fyr
- Kategori: Samfund & kultur
- Område: Hirtshals
- Udskriv artiklen
- Reklamation






Kommentarer & synes godt om