Warning: mysql_num_rows() expects parameter 1 to be resource, boolean given in /var/www/priverv.dk/skipperposten/func/autotaskexecutor.php on line 12

Warning: mysql_fetch_array() expects parameter 1 to be resource, boolean given in /var/www/priverv.dk/skipperposten/func/autotaskexecutor.php on line 18
Skipperposten | Horne Stadion skifter navn til Hirtshals Havn Arena

Horne Stadion skifter navn til Hirtshals Havn Arena

Horne KFUM vil være Hjørring Kommunes førende hold

Mere end 13 år siden

For nylig offentliggjorde Hirtshals Boldklub som bekendt, at Hirtshals Stadion i den kommende 3 års periode hedder ”Schlie Arena”, da klubben har indgået et sponsorat med Brdr. Schlie’s Fiskeeksport.

Horne KFUM, hvis førstehold spiller i serie 5 vil ikke stå tilbage, og klubben har netop offentliggjort en større plan med sigte på at blive Hjørring Kommune’s førende fodboldhold.

”Vi kan se en masse uforløst potentiale i klubben, og for at få slået hul på bylden, har vi for nylig haft et møde med ledelsen i Hirtshals Havn, og vi har netop indgået en nyskabende og helt fantastisk sponsoraftale”, fortæller Flemming Jørgensen og John Whelan fra Horne KFUM.

Nye spillere tiltrækkes fra udlandet

”Horne Stadion hedder fra nu af ”Hirtshals Havn Arena” og det kommer til at fremstå som et rigtig lækkert stadion med forbedrede spiller og tilskuerfaciliteter. Aftalen med Hirtshals Havn går ud på, at sponsoratet stiger i takt med, at klubbens førstehold rykker op, og signalværdien i forhold til havnens slogan ”Porten Til Europa” betyder at det bliver meget nemmere at tiltrække nye spillere fra udlandet, på sigt også større profiler”, fortæller John Whelan. 

”Vi vil simpelthen lave en Brøndby, som jo rykkede op i mange sæsoner i træk. Vi går efter i første omgang at være det højest rangerede hold i Hjørring Kommune. Fra Serie 5 til Nordic Bet Ligaen (Hvor Vendsyssel FF spiller) – ja det kan vi sagtens klare på 5-6 år. Man skal jo huske på, at man rykker op i seriefodbold pr. halvsæson”, siger Flemming Jørgensen.

Drama til generalforsamling

”Vi har netop afholdt en ekstraordinær generalforsamling i Horne KFUM, hvor planerne blev gennemgået. Her fik et flertal med os fra Horne KFUM’s fodboldafdeling. Dog var der meget store protester fra alle medlemmerne i Håndboldudvalget, der argumenterede med at Horne KFUM primært er en håndboldklub og har haft divisions-status siden krigen. Disse protester blev nedargumenteret af et velforberedt fodboldudvalg. Forslaget blev herefter vedtaget, men et af medlemmerne af Håndboldudvalget valgte at forlade generalforsamlingen under stor tumult. Der blev også smadret en dør ved den lejlighed, men vi har allerede bestilt en tømrer til at fixe det”, fortæller John Whelan fra Horne KFUM.

Slut med at satse på ungdommen

 ”Den nye satsning betyder samtidig at det er slut med ungdomsarbejdet i klubben. Vi har i mange år brugt overskuddet fra Danske Bank /Slagter Winther Cup til ungdomsarbejdet, men her er vi nødt til at gå 100 % ind for seniorfodbolden – ellers kan vi ikke gennemføre vores plan. Vi har igennem årene sendt rigtig mange ungdomshold til Cup-turneringer. Det er vi nu fri for, og det har der også altid været utrolig meget arbejde med. Der vil sikkert være mange forældre som bliver utilfredse, men børnene er selvfølgelig velkomne til at komme på station og se førsteholdet – mod at betale entré naturligvis. Vi skal jo have penge i kassen – mange penge”, forudser Flemming Jørgensen.

På sigt større kapaciteter i staben

”Vi har i øvrigt aftalt med vores nuværende træner, at han er ansat indtil resultaterne ikke peger i retning af en oprykning, og vi har allerede ansat en Talentspejder, der i første omgang skal tiltrække spillere fra nærområdet. På et tidspunkt er vi klar over, at vi skal ud og have fat i større kapaciteter, og vi har allerede nu følere ude ved tidligere divisionstrænere, der er klar når vores nuværende stab ikke længere kan løfte opgaven. Det kan lyde lidt barskt, men det er vilkårene i dag”, udtaler John Whelan fra Horne KFUM

”Vi håber naturligvis også på større opbakning fra andre sponsorer, der syntes om dette projekt. Vi har nedsat et udvalg af 3 fra klubben plus 2 eksterne dygtige bestyrelsesmedlemmer, så vi mener det faktisk alvorligt. Vi er også bevidste om at de par millioner vi selv råder over, hurtigt kan få ben at gå på, men vi vil på ingen måder kører klubben i sænk - men derimod løfte den til højder ingen troede muligt”, siger Flemming Jørgensen

Horne KFUM spiller den første kamp på ”Hirtshals Havn Arena” lørdag den 14. april kl. 16.00.

Som mange har bemærket så er det her naturligvis en aprilsnar ;-)

Kommentarer & synes godt om