Waoo! sikrer sig TV 2´s nye sportskanal til Bredbånd Nord-kunder

TV2 lancerer til januar en ny sportskanal med fokus på livedækning, events og dansk sport

Mere end 11 år siden

TV 2 lancerer i starten af januar en ny sportskanal med fokus på livedækning, store events og dansk sport. Waoo! forventer, at den nye kanal, der endnu ikke er navngivet, vil blive en stærk konkurrent til markedets øvrige sportskanaler og har derfor indgået aftale med TV 2 om at levere kanalen til kunder på fibernettet. I Nordjylland betyder det, at alle Bredbånd Nords TV kunder vil få mulighed for at få den nye TV-kanal.

TV 2 annoncerede mandag en ny sportskanal til januar, der fra starten bliver en del af Waoo!’s tilbud til TV-kunder på fibernettet.

- Vores erfaring er, at nordjyderne er meget sportsinteresserede og jeg er sikker på, at vores kunder vil tage godt imod den nye sportskanal, som bliver sendt i HD kvalitet via fiberforbindelsen, siger Christian Ingerslev Sørensen, salgs- og marketingdirektør hos Bredbånd Nord.

Den nye sportskanal kommer til at kæmpe om seerne med en række andre sportskanaler, men Waoo! vurderer, at ikke mindst de mange journalistiske kræfter, som TV 2 vil lægge i sin nye sportskanal, kommer til at udfordre de øvrige aktører på markedet. TV 2 har nemlig lovet, at de vil satse på faste, selvstændige sportsnyhedsudsendelser hver dag og indfører breaking news på sport. Kanalen kommer også til at sende dybdegående sportsmagasiner med ekspertkommentatorer.

Seerne vil på den nye kanal kunne følge den danske håndboldliga og intensiv dækning af dansk ishockey. Herudover dækker kanalen udenlandsk topsport såsom den amerikanske NBA-liga og den hollandske Æresdivision i fodbold.

TV 2 har også sikret sin nye kanal rettigheder til topevents såsom OL i 2016, slutrunder i både fodbold og håndbold samt en række cykelklassikere. Desuden lover TV 2 god bredde i sendefladen ved at dække en række smallere sportsgrene.

- Det er vigtigt for os at lave en kanal med høj kvalitet og faglighed, som henvender sig til de mange dedikerede sportsfans, og vi mener, at der er en plads i TV-markedet for en sportskanal, der fokuserer meget målrettet på danske rettigheder og på store events. Vi ser vores nye kanal som et udtryk for en naturlig udvikling i retning af mere live-TV og store events i vores portefølje, og vi er glade for at kunne tilbyde vores kanal til Waoo!’s kunder, siger TV 2’s administrerende direktør, Merete Eldrup.

Den nye sportskanal vil overtage pladsen for TV 2 Film, der samtidig lukker fra årsskiftet.

Husk at du altid kan læse mere på www.bredbaandnord.dk.

Kommentarer & synes godt om