Virksomheder melder om udsigt til stor fremgang i beskæftigelsen
En rundspørge i nordjysk erhvervsliv viser, at virksomhederne har meget positive udsigter for årets første måneder
Mange forventer at ansætte flere medarbejdere for at imødegå tykkere ordrebøger og øget eksport.
Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet har i samarbejde med Vækstforum Nordjylland og Spar Nord Fonden offentliggjort et nyt Nordjysk Konjunkturbarometer. Analysen tager temperaturen på det nordjyske erhvervsliv ud fra virksomhedernes meldinger om den faktiske udvikling i 4. kvartal 2013 og deres forventninger til 1. kvartal 2014.
Markant flere virksomheder vil ansætte nye medarbejdere
Nordjysk erhvervsliv har gennem flere kvartaler vist positive takter. Især når det gælder virksomhedernes ordrer og produktion har udviklingen tydet på, at krisen for alvor er ved at slippe sit tag i Nordjylland. Til gengæld har der ikke været håndgribelige beviser på, at også beskæftigelsen ville nyde godt at de bedre tider.
Det billede ændrer sig givetvis de kommende måneder. Den nye analyse viser således meget klare tegn på, at beskæftigelsen vil stige og dermed følge i sporene på den fortsat positive udvikling i nordjysk erhvervsliv.
Virksomhedernes forventninger til beskæftigelsen tager et stort spring frem til +13 i 1. kvartal 2014 fra tidligere +4 i 4. kvartal 2013. Også konjunkturbarometrets samlede indikator stiger, nemlig til +13 fra tidligere +4. Indikatorerne er nettotal, som viser forskellen mellem andelen af virksomheder, der venter fremgang, og andelen af virksomheder der venter tilbagegang.
Ser man nærmere på de enkelte typer virksomheder, er det især en stor optimisme i regionens større virksomheder som trækker udviklingen. Desuden har virksomheder inden for industrien mere positive forventninger end virksomheder inden for bygge- og anlægsbranchen.
Kommentar fra Vækstforum Nordjylland:
- Vi har i længere tid hørt virksomhederne fortælle om flere ordrer og stigende produktion, men vi har måttet vente på gode nyheder omkring beskæftigelsen. De ser så til gengæld ud til at komme med ekstra kraft, nu hvor virksomhederne tror på udsædvanlig stor fremgang og forventer at ansætte væsentligt flere medarbejdere for at følge med den stigende efterspørgsel. Det er meget positivt for udviklingen i Nordjylland, siger Ulla Astman, formand for Vækstforum Nordjylland.
Kommentar fra Institut for Økonomi og Ledelse, AAU:?
- Vi har igennem længere tid set tilløb til at pæne ordreindgange og produktion skulle slå ud i en positiv beskæftigelseseffekt. Selvom vi nu kun har tallene for forventningerne til 1.kvartal, så er der klare indikationer på, at aktivitetsfremgangen nu også giver en opgang for beskæftigelsen. Ser vi tilbage på tidligere meldinger fra konjunktur-barometerets virksomheder, så er kvartalets udmeldinger klart mere positive end en sædvanlig vintermåling. Det giver grobund for en god start på 2014, siger lektor Jesper Lindgaard Christensen fra Institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet.
Yderligere informationer
??Konjunkturbarometer – analyse af 1. kvartal 2014
Neden for er tal fra konjunkturbarometrets analyse af 1. kvartal 2014 sammenholdt med tidligere kvartaler. Indikatorerne er nettotal, som viser forskellen mellem andelen af virksomheder, der venter fremgang, og andelen af virksomheder der venter tilbagegang.

- Kategori: Erhverv
- Område:
- Udskriv artiklen
- Reklamation





Kommentarer & synes godt om